Dagbog

Dato Indlæg
2004.02.01 Dagen for overtagelse af huset.
Vi så sælgerne for første gang og de forklarede lidt om hvad vi skulle gøre med det ene og det andet - de glemte dog lidt information, så det kostede dem penge senere (Elektriker-regning samt vandhane der ikke var helt perfekt i køkkenet).
Mellemliggende periode Der er sket meget. Græsplænen er begyndt at ligne en græsplæne, buske/træer fjernet, køkkenhave lavet, jordbunker udryddet og overskydende jord blev brugt andre steder på grunden.
2004.05.21 Vi havde selv delvist nedlagt 4 træer ud mod grusvejen, men det var for stor en opgave.
Rent tilfældigt kom der nogle forbi med nogle store traktorer og de ville påtage sig opgaven, med fældning og fjernelse af alt træet.
Uge 22, 2004
ca. 27./28. maj
Alle 15 fyr-/grantræer ud mod grusvejen bliver fældet ned til jordhøjde.
Det bliver underligt at se dem fjernet.
28. - 31.05.2004
Pinsen
Træerne var fældet og der blev ryddet op.
Træmændene havde gjort et godt stykke arbejde, så oprydningen bestod kun i at flytte selvplantede buske og samle nogle gamle fyrnåle - det tog 2 dage.
Der er meget åbent ud mod grusvejen nu. Men det bliver vel bedre.
Mellemliggende periode Der er sket meget og der mangler meget...
Vi har bl.a. købt en brugt topbetjent vaskemaskine - hvad vi så end skal bruge den til - men nu har vi den.
Uge 31-34, 2004
Sommerferie
Vi holdt sommerferie i hele 4 uger og havde masser af planer.
Der skulle blandt andet pudses vinduer (et punkt der har stået åbent siden vi overtog huset ;-).
Der skulle bygges brændeskur og ordnes have.
Under pudsningen af vinduer, blev det konstateret, at det store vindue ud mod terrassen trængte til en ny gang maling. Det gik vi (Bente) så i gang med, men det viste sig at der var råd i skidtet. Med Oves mellemkomst blev dette fikset og vinduet blev efterfølgende slebet og malet. Se resultatet under gallerier!
Der blev bygget brændehæk - selvtegnet og -bygget, selv om nogen mener at stolperne ikke er langt nok nede. Men det vil tiden jo vise ;-) Resultat kan også ses under gallerier!
Vi fik købt og opsat 2 nye udendørslamper.
Vi fik fragtet haveaffald på genbrugspladsen. Maria og jeg kørte hele 5 gange med trailer den dag. Men der var også "dejligt" affald helt tilbage fra vi overtog huset.
Haven blev rettet lidt mere til - et sygt pæretræ, samt lidt kirsebærbuske blev fjernet. Vi vadede rundt i nedfaldne mirabeller - de blev lagt i kompostbunken, med en underfundig stank til følge.
Aftalt med vores tidligere "fyrtræsmand" at der skal fjernes 2 egetræer og 2 birketræer ved indkørslen. Det sker i løbet af uge 35. Spændt på at se hvordan det er gået. Træerne er mellem 15 og 20 meter høje og går bl.a. ind over hækken til naboen. Denne gang skal rødderne fræses væk. Vi har planer om en carport ved lejlighed.
2004.09.10 - 2004.09.12 2 egetræer og 2 birketræer lå i haven da vi ankom. Træmanden havde væltet dem i løbet af dagen. Gik i gang med at fjerne den del af træet vi skulle beholde. De var ca. i 1 m. længde - og ganske tunge. Træmanden tog alle overflødige grene med sig. Rødderne fræses væk i uge 38.
Bente fik malet annekset og nu er det rødt. Så mangler kun det sorte.
Jeg fik løftet taget på terrassen en anelse - tror jeg. Der kom en enkelt kraftig byge og der kom ikke vand ud under trapez-pladerne, men lad os nu afvente og se.
Vinter/Forår 2005 Træerne ud mod den anden grusvej er blevet fældet - af os selv!
Det var en blanding af fyrtræer og nogle andre - hvad ved jeg - ud over at rødderne tog hele påsken at få op ene mand (12 styks).
Al grenaffald er blevet fjernet.
Nu er det næsten slut med at fælde træer - et enkelt eller 2 kan man selvfølgelig altid finde.
Vi skal have plantet hæk på det stykke der nu er fældet.
Maj 2005 Så er 25 meter hæk plantet - det blev en ligusterhæk. Så om nogle år skal den klippes. Der vandes på livet løs.
Desuden er der indkøbt og plantet diverse stauder i det samme stykke jord.
Digital Satellitmodtager købt - og den virker.
Maj 2005 Så er selve huset blevet malet svenskrød - li'som det var før. Men nu er det den samme farve hele vejen rundt.
Juni 2005 Når vi nu var ved det, så købte vi lige en gør-det-selv carport.
Men det kræver jo en anden indkørsel. Den er lavet og det gav en del arbejde, med selv at lægge kant-sten. Det blev lige i anden omgang, men bjergrytterne i Tour de France vil sikkert se det som en udfordring ;-)
Juli 2005 Har købt nyt køle/fryseskab til levering i denne måned. Det gamle lyder sygt og det sluger tilsyneladende en del strøm. Tror det bruger 2-3 KW om dagen. Håber det nye bruger under 1 KW - men det vil tiden jo vise.
Juli 2005 Så er vi begyndt maling af delene til carporten. Samme farver som huset (rød/sort). Det tager længere tid end forventet. Men forventer da at gravearbejdet (borearbejdet?) starter i løbet af denne måned. Hvis ikke, så er der jo heldigvis 4 ugers ferie i august.
Fik jeg lige nævnt, at der skal fældes et fyrtræ mere ;-) Det står delvis i vejen for carporten.
Juli 2005 Træet er fældet - men set i bakspejlet, burde det være gjort inden indkørslen blev lavet.
Men gjort er gjort og nu skal der måles ud til carport - har lige købt nyt målebånd der er langt nok.
August 2005 Carport blev bygget. Ganske spændende arbejde. Al træværk malet, Berit hjalp, inden vi gik i gang - føj hvor skal der bruges meget træ til sådan en sag. Havde lånt pælebor af en kollega og der blev lavet hele 9 huller - det var aldrig gået med en spade. Stolperne plantet og det var vist kun ganske få cm der adskilte virkeligheden fra tegningen ;-).
Anders dukkede forbi og i løbet af ganske kort tid fik vi sat træet sammen, så det hele begyndte at ligne. Tømmermændene dukkede først op dagen efter ;-). Det sidste der skulle på, var taget. Her hjalp Ove gevaldigt til og det blev et rigtig godt resultat.
Det hele kan ses under gallerier
Oktober 2005 Hvem siger vi ikke kan lide træer? Det gør vi, for yderligere 2 er fældet af os selv. Der kommer 2 mere i nær fremtid. Vores hæk fra maj vokser ikke i samme hast som der hvor de 4 birketræer står/stod. Derfor bliver de fjernet.
December 2005 Vores indkøbte køl/frys i juli havde opgivet ævred - eller i hvert fald frysedelen. Bente kontaktede stedet vi havde købt det. Her så jeg en ny side af min kære kone ;-) Jeg tror de blev trætte af hende, for de leverede et helt nyt skab. Så må vi se om det holder bedre.
Mellem jul og nytår faldt sneen smukt. Da vi havde Emma med, blev der bygget en snemand og -pige. Mette og Troels byggede snehytte. Emma kedede sig vist bare under byggeriet af det hele, men fik da sat præg på det efterfølgende ;-)
Marts 2006 De sidste 2 birketræer, samt stammen fra kirsebærtræet og stammen fra Mirabeltræet, blev fældet.
Mette og Troels var en stor hjælp i den sammenhæng
April 2006
(Påsken og dagene efter)
WC blev malet og nyt toilet (tak til Jan) blev installeret. Se resultatet under Gallerier.
Det var både loft og vægge der fik en omgang. Vi mangler stadig at få skiftet håndvasken, men det kommer senere.
Alt haveaffald fra efteråret/vinteren blev kørt på genbrugspladsen i lejet trailer.
Vi fik leveret nyt komfur og ny opvaskemaskine i ugen efter påske. Det gamle var lettere slidt i middelsvær grad.
Nyindkøbte jordbærplanter blev plantet.
Vi havde en gut forbi, der skulle afgive tilbud på udbygning af sommerhuset. Sølle 2 værelser på i alt ca. 20 M2 = kr. 173.800,00.
Nu får vi se, hvad der skal ske i den forbindelse!
9. maj 2006 Ejendomsmægler kom forbi. Huset skulle vurderes med henblik på udvidelsen. Det gjorde hun sørme godt. Værdien - incl. den endnu ikke lavede udvidelse - lyder på kr. 875.000,-.
Kreditforeningen er sat på sagen og vi forventer at udvidelsen kan påbegyndes i år. Kommunen skal muligvis være op til 16 uger om at godkende det !!!! Vi forventer at benytte dem der afgav det eneste tilbud på udvidelsen. De øvrige vi kontaktede, må have travlt med andet end os, for vi hørte aldrig fra dem.
Tilbygning:
Maj - juli 2006

Se billeder under Gallerier.

Vi havde monsterbøvl med at bare få tilbud på tilbygningen. Men det lykkedes da via dem der, i 1998, havde udbygget sommerhuset første gang.
Papirer til kommunen blev udfyldt og afsendt - der gik ca. 3 uger til vi fik byggetilladelsen. Men det var vist mere held end forstand.
Mureren gik i gang med fundamentet d. 19.06.06. Det giver os nu ekstra arbejde, da der nu skal lægges en kant af fliser eller brædder rundt om tilbygningen. Vi har endnu ikke besluttet hvad vi vælger.
Tømreren skal starte i uge 28 og de har, så vidt vi ved, ferie fra uge 29!?!?! Men de har lovet det færdigt inden da!!

13.07.2006: Tømreren er færdig - næsten. Der mangler en enkelt dør til det ene værelse. Den blev efter sigende, leveret forkert af deres leverandør. Derfor kommer den efter de har holdt ferie. Desuden har vi konstateret, at elektrikeren mangler det essentielle - så som stik og tilslutning til El-tavlen!?
Vi er nu gået i gang med det vi skal lave. Loftet har fået første omgang panelmaling - og hold da k... et arbejde. Regnede med, at vi kunne få det gjort i weekenden 15./16.07.2006. Men hvor bliver man klog. Loftet fik een gang maling, så vi forsætter da bare med lag 2 næste weekend. Desuden blev der spartlet en del skruehuller i det nye. Det tager sørme også tid ;-)
Hvad mangler vi så egentlig nu:
  • Købe passende tapet til den "nye" væg i stuen og få det sat op.
  • Malet loftet i stuen for anden gang.
  • Malet stuen helt om.
  • Give loftsbjælke i den nye tilbygning panelmaling (lofterne er som de skal være)
  • Spartlet alle huller ud i gipsvæggene.
  • Malet alle gipsvægge med microdispenser.
  • Sætte væv op i 2 nye værelser og gang.
  • Male værelser og gang.
  • Behandle gulve med lud m/hvidpigment. Stuegulvet fik dog også Panelhvid.
  • Give den nye tilbygnings yderside olie.
  • Male samme med svenskrød, så det matcher resten af huset.
  • Få bestilt grus til vores nye grøft rundt om tilbygningen og lagt det.
  • Få bestilt og lagt brædder langs den nye tilbygning.
  • Købe møbler til værelser og måske stue.
  • Opsætte gardinstænger - og gardiner.
  • Pudse vinduer
  • Købe og opsætte lamper
  • Sætte hegnet for enden af terrassen tilbage - efter tilpasning.
  • Sætte antennen på plads igen.
  • Ordne vores eget soveværelse (loft og vægge skal males)

Vores respektive arbejdsgivere har tildelt os 4 ugers ferie i år, men med ovenstående liste, er det vist et forkert ord at bruge (Ferie!)
For fik jeg nævnt at der ligger en kæmpe stabel brænde, der også skal kløves og at vi skal have Emma en hel uge ;-)

05.08 - 03.09.2006 4 ugers sommerferie holdt - og sikke en omgang regn. På 4 uger fik vi 255 mm regn - landsgennemsnittet for august var kun "sølle" 143 mm. Det var i øvrigt den vådeste august i 43 år.
Emma var hos os i 14 dage - Vi var i BonBon Land på en dag de havde lovet byger. Ganske rigtigt, så kom der 2 byger. Der var ca. et kvarters pause imellem og ellers varede de hele dagen. Det var ganske lidt kø, hvis nogen overhovedet, ved de forskellige forlystelser.
Bente fik opereret begge øjne og kan nu se ;-) - uden briller.
Vi fik nået en del af det vi ellers skulle i ferien. Alt hvad der er overstreget i ovenstående punkt er gjort. Resten, som er småting i den sammenhænge, kommer når det kommer.
Desuden blev der kløvet brænde. Vi havde lejet en flækker der kunne noget, men alligevel brugte jeg ca. 12 timer på flækningen, over 2 dage. Derefter gik der vel et par dage med at få det lagt pænt i en bunke bag annekset og i brændehækken. En del af træet skal dog på genbrugen. Det havde ligget for længe.
Ingen kom til skade under istandsættelse og brændeflækning - dog brændte rundsaven af ifm. tilpasning af hegnet for enden af terrassen. Manglede kun en sølle meter, men det var nok til projektet blev udsat til vi enten får købt/lånt en anden rundsav. En enkelt finger kom måske en anelse i klemme i flækkeren, men den tog ikke skade ;-)
Frem til oktober 2007 Hvad har vi så foretaget os siden sidst?
Hegnet for enden af terrassen blev sat på plads i 2006.
Grøften rundt om den nye tilbygning blev ikke fyldt med grus, men overdækket med brædder. Det ser faktisk ganske fornuftigt ud. Man kan nærmest sige, at alle de træer vi efterhånden har fældet, nu tilsvarende er lagt som brædder rundt om huset ;-) Udført i sommeren 2007.
Der er sat en ny hvid håndvask op på badeværelset, så alt er nu ændret farvemæssigt der, siden vi overtog huset.
Brændeovnen har fået en gang spraymaling, så nu er den rigtig sort.
Sommerferien 2007 var ikke nær så våd som i 2006. Det betyder dog ikke, at der ikke kom nedbør fra oven. Der var vel næsten ikke nogen rigtig sommer i 2007. Vi afholdte endnu engang 4 ugers ferie.
Vi fik slebet det ene soveværelsevindue udvendigt og givet det en ny gang maling. Det var vel det eneste vi nåede i vores sommerferie. Emma var hos os i en uge - og jo vi var i BonBon Land. Det regnede ikke denne gang - desværre (der var næsten for mange mennesker).
Vi lånte en mosfjerner af en nabo på vejen. Den hev mos op, i hvad der svarer til 8 fyldte plastsække - og der er stadig meget mos i plænen.
Har også lånt genboens trailer, så vi fik kørt en del på genbrugspladsen - igen.
Vi snakkede om hvor heldige vi var angående ingen dræbersnegle. Dagen efter opdagede Bente 2 og i alt fik vi vel hakket et sted mellem 3-400 i løbet af sommerferien. Det var dog ikke på vores grund alene. Det bliver sikkert spændende i 2008.
Vi mangler stadig at få gjort noget ved vores soveværelse, men det kommer på et tidspunkt.
Der er muligvis også 2 træer der skal lægges ned hen over vinteren - men nu må vi se.
Fik jeg nævnt, at vi også har prøvet at plante et træ? Nej, vel! Men vi investerede i et blommetræ. Plantede det selvfølgelig lige oven i et myrebo.
2007 var et godt myggeår (hvis man kan sige "godt" i den forbindelse). Til gengæld var der meget få hvepse.
Vi har forsøgt os med græskar, tomater og solsikke. Vi fik 1½ græskar (det ene var meget lille). Der kom en del tomater. Solsikkerne blev monsterhøje, omkring 3 m. for de højeste, men det var så som så med selve blomsten. De kom, men blev ikke særligt omfangsrige.
frem til og med december 2008 Da jeg har glemt en del kommer der (af en eller anden årsag :-) kun det jeg kan huske:
Vi investerede i et 5000 L badebassin som blev sat op i maj og tømt igen i september. Emma brugte mange timer i det.
Emma var med os en uge i sommerferien - (vi besøgte endnu en gang BonBon Land :-) - Hun startede derefter i 0.B og kunne ikke være der længere. Vi havde ferie i 4 uger.
I efteråret havde vi haft indbrud - spøjse ting der var stjålet - kun terrassedøren havde lidt skade og blev udskiftet.
Dog havde døren stået åben i måske ca. 3 uger. Det resulterede i 6 mus (alle døde - 5 i fælder og een begik selvmord i toiletkummen - måske af sorg over de 5 andre ;-) Desuden var der kommet en del myg ind.
Vi så ikke ret mange dræbersnegle i 2008.
Frem til og med august 2009 Badebassinet blev endnu en gang fyldt - denne gang først i juni - det er pt. ikke tømt endnu (31.08.2009), men det sker sikkert i september.
Denne gang fik pumpen lov til at køre i døgndrift og det hjalp på mængden af alger (dog ikke på strømregningen).
Ligusterhækken blev klippet for første gang siden den blev plantet i 2005.
Der kom mere hegn på terrassen, så vi nu kan sidde i lidt mindre blæst.
I sommerferien havde vi både Nanna og Emma i den første uge. Vi var i Knuthenborg Safaripark og - selvfølgelig - BonBon Land.
Vejret var for en gang skyld med os stort set hele ferien (der kom lidt byger de sidste par dage). Vi holdt endnu en gang 4 ugers ferie.
Sommerhuset og andre bygninger blev malet igen. Denne gang blev alt svenskrødt malet sort og vinduer og døre hvide (allesammen).
Vi nåede ikke at blive helt færdige, men håber de kommende weekender kan råde bod på dette. Vi købte 30 L sort maling og fik mindst 12 L hvid. Stor tak til Bjarne for det besvær han havde med os.
Det kommer nok til at passe meget præcist, når vi en gang er færdige med at male. Se under Gallerier for 2009.
Vi nåede også lige en uge i Tyrkiet (Kusadasi) - ren afslapning..
Har jeg nævnt, at vi stadig ikke har fået malet vores soveværelse - Bente har åbenbart ikke gennemslagskraft nok. Hun har trods alt bedt mig om det stort set siden 2004 ;-)
Vi så heller ikke ret mange dræbersnegle i 2009. Myg og hvepse var der heller ikke mange af. Til gengæld var der en del blomstersvirrer (-fluer?) og mariehøns - de sidste dog mest på stranden (efter hvad vi fik fortalt).
Vi fik bygget 2 plantekasser og fik leveret jord fra træmanden. Så til næste år skal vi kun leve af selvdyrk ;-)
Nyt affaldssystem blev indført i juli af kommunen - og sikke noget lort de havde fundet ud af.
Fra at få skiftet skraldesække hver uge i sommerperioden, blev den nye beholder kun tømt hver 14. dag. Rummet i beholderen til bioaffald var ikke altid tom efter tømning, da poserne man skulle bruge gik i opløsning og hang fast i rummet. Og da der var nogle gode varme dage, kan man sikkert godt fornemme hvilken stank der var fra beholderen. Beholderen kunne vi fylde på mindre end een uge i sommerferien - og vi havde endda valgt en beholder nummeret større end det de tilbød standard. Så der var næsten mere trafik om natten i området, end om dagen, med at besøge andre grundejeres beholdere, så man kunne komme af med affaldet. Der må sidde nogle med røde ører et eller andet sted i kommunen - eller også "skrald"griner de bare af os!